
Fælleskabsparken
Vi mødtes ved hallen med Leif Esbensen, som gav en rundvisning i Fællesskabparken. Det er nu et år siden at parken blev færdig, og indeholder i dag minigolfbane, padelbane, legepladser, svævebane, petanque-bane, stor grillhytte og shelters. Parken har kostet ca. kr. 5,5 millioner, som er fundet ved fundraising fra forskellige fonde. Derudover er der lagt over 200 timers arbejde, af lokale frivillige og kommunen har fundet midler til vej- og asfalt-arbejde. I grillhytten fortalte Leif også om traditionerne i Bagenkop, om at alle bakker op når der skal arrangeres noget i byen som f.eks. havne- og halfester og hvordan man sørger for at få de unge i byen med, så de lærer at bidrage til byens fællesskab. Imponerende hvad Bagenkopperne igennem årene har fået til at ske ved hjælp frivillige kræfter og stærke ildsjæle.

Bagenkops nye Kulturhus
Fra fælleskabsparken kørte vi ned på havnen og mødtes med Cecilia Vanmann, der har købt et af de gamle fiskerhuse og nu er ved at renovere det, så det kan bruges som kulturhus/mødested/cafe. Cecilia fortalte om projektet, hendes egen tilgang/ankomst til Bagenkop, og om hvordan hendes lille kulturhus i samarbejde med de omkring liggende bygninger skal skabe rammerne omkring en masse forskellige kulturelle arrangementer på havnen, ikke mindst uden for sommerens turistsæson. Lød som om Bagenkop har fået endnu en ildsjæl, der har en masser ideer til hvad der skal ske i Bagenkop i fremtiden.
Fra det lille kulturhus gik turen videre til Fiskeriets hus, hvor der blev serveret lækre wienerschnitzler (med det hele) fra Bagenkop Kro og til dessert æblekage og kaffe.
Meget fin og interessant rotary-aften, hvor idyllen på Bagenkop havn var i top i det fineste efterårsvejr.